Who am I?

Is it not strange, how you can continuously ask yourself the question, “Who am I?”?

Well, right now I just got a new position — I found a new place to live — and however positive my most important relations develop — they just shake my world. Do I become increasingly sensitive? — Or, do I just get more alive each day? — Or, is it that I just notice and perceive and sense the world even more?

— More to come soon — please forgive me — but I just got started typing after an enormously long and unproductive time. Some people write and relate more, when they are in difficulty — I’m afraid I have lost that talent for a long while — as if, as time goes by, something has scared me and prevented me from revealing what’s inside — or rather, right now that is how it seems looking back — right now, I see more light — not just in a future sense but actually — I see some kind of an awareness of things — when the morning breaks — when I consider the things that I like — that is good for me — but whether it will take away my reluctant trust and and my doubt in the people in the world — that it will be very interesting to see —

— More writing later

Det voksne børneværelse

Når man bliver skilt, skiller man tingene og man skiller boligen. Et par sorterer og deler efter fornemmelser og principper, der nu tager overhånd hos dem.

Bagefter indretter enhver sig så godt som muligt. Ofte fokuserer man selv og de nærmeste, som følger med en, på de ting, der ikke er der. Det kan være en stol, en vase, et billede, et tæppe, en stavblender. Nogle af tingene erstattes så. I stedet for den hvide stavblender købes der så en sort. Nogle synes det nye er meget bedre end det gamle. Andre siger at der ikke kan blive til en lige så godt som … dengang han ikke var gået og den økonomiske tryghed og for formåenhed var bedre.

Men efterhånden – der ser man ikke selv men andre – sker det umærkeligt, at man indretter sig – måske mest kvinder, jeg ved det ikke – monolitisk. Det kaldes indretning, men bagved findes der en kraft, som driver mod at ’gøre krav’ på boligen, ’overtage’ den, så den bliver ’bæredygtig’, det vil sige selvberoende, self sustainable. Dermed opstår det voksne børneværelse. Det er helt og holdent ens eget projekt. ’My home is my castle’ er nok lidt for voldsomt – og old school. Måske ’My cage is my own’ vil være mere dækkende.

Der kommer en ny mand ind i hendes liv. Hun og han synes rigtig godt om det dejlige sted, og der bliver også en diskret plads til ’Axel og hans ting’ (Se filmen Snow Cake fra 2006 med Sigourney Weaver og Alan Rickman). Når eller hvis Axel igen forsvinder ud af hendes liv, er det let at fjerne det lille område eller felterne der før var til ’Axel og hans ting’.

Jeg tror, at mange voksne nye parforhold har det svært af en let overset grund, nemlig denne, at den skilte single, langsomt eller hurtigt, indretter sit eget hjem som det voksne børneværelse. Uanset årsagerne til at genindrette sit børneværelse. Grundene kan være forståelige, rimelige eller endda helt nødvendige for en ny single.  Men hele projektet bliver en voldsom – men også ofte overset – trussel mod forsøg på at skabe et nyt kæresteforhold.

Fordi rummet og indretningen i børneværelses er blevet til af tilhyllede og måske nærmest helt ubevidste drivkræfter, kan den ’fortryllelse/forbandelse’, der kommer til at ligge over børneværelset, næsten ligesom tid og rum IKKE dechifreres. De to nye par-singler kan ikke afkode det og det kan ligefrem blive tabu, hvis især manden der flytter ind, prøver at sætte ord på, at der er noget galt her. Hans forsøg på at dechifrere eller sætter ord på børneværelses metafysik og måske meget sunde tilskyndelse til at af-fortrylle fortryllelsen, kan blive opfattet som, at han er bestemmende, jaloux og har svært ved at slippe sit gamle forhold og hengive sig betingelsesløst til det nye, som hendes – voksne – børneværelse er ramme om og på en måde giver det sanselige indhold.

Barnets børneværelse består ikke – det kan vi med glæde og vemod konstatere. I vort eget liv måske og som vi ser det hos vore egne børn. Men det må forlades, når tiden og barnet modnes. Med det voksne børneværelse er det straks værre. For hvad er det, der skal forlades? Hvilken tid skal gå og hvilken modenhed skal indfinde sig, når det er den voksne et sted omkring midt i livet indretter det.

Det er svært, fordi der er styrende kræfter, som er så dybtliggende og uudgrundelige, at deres dechifrering måske er lige så umulig, som det er at sige til et barn før tid, at det skal forlade sit barneværelse og blive voksen. Men forskellen er bare, at her er det ikke et barn men en voksen, der ud af sunde kræfter og megen livserfaring skaber sit eget voksenværelse. Måske er der kun cola tilbage – COuplesLivingAlone. Det er legitimt nok. Men det voksne børneværelses uforklarlig kræfter virker ødelæggende på spirende voksne parforhold. Fordi det ofte ikke bliver anerkendt og giver den den ønskede hjemfølelse men gør den anden hjemløs.

Hvad er meningen med at leve for midaldrende?

Svaret hænger sammen med, hvordan vi tænker om livets mening i det hele taget, synes jeg.

Hvorfor synes jeg så det? Det gør jeg, fordi jeg som nu 57-årig løbende ældes men også løbende og hele tiden er dialog med min fortid, mine rødder og min selvforståelse nu.

Fx mærker jeg helt konkret, at jeg kender de samme drifter og sider ved mig selv, som jeg også havde som ung: jeg ser diskret på en smuk kvinde, diskret især hvis hun er ung – fra mine egne døtres alder og op. Jeg synes ikke, jeg selv ser gammel ud, og jeg møder også anerkendende blikke tilbage igen : vi-kan-lide-du-kan-lide-hvad-du-ser-og-glæder-dig-uden-at-mase-dig-på-og-bekræfter-os-så-du-får-os-et-splitsekund-holdning 🙂 og jeg synes godt om det meste af kvindemodens luner og i hvert fald kvindekroppen. Hvis det havde været noget andet i livet at sammenligne med, ville det alt sammen være forældet eller høre hjemme i en bestemt tid: persienner, sort-hvide tv, nilfisk støvsuger, folkevogn 1200; men mennesket, kvinde og mand, er evigt i modsætning til alt det, vi omgiver os med; evigt er kroppen, sjælen, skønhed indefra og udefra, venskab og kemi, osv.

Delphi_2003_IMG_0638_Kopie
Michael Westh, Delphi 2002

Hvad meningen med livet har været og er for mig, tror jeg kan sammenfattes i et diktum, jeg opfandt i Armenie, hvor jeg arbejdede fra 35-45 år gammel, og hvor jeg gav mit første interview – på armensk, forstås – til en TV-kanal, som viste interviewet igen og igen. Jeg havde forresten den danske præstekjole på med en smuk stola. Det havde intervieweren ønsket, hvis det var muligt. Mit svar var mit diktum, som lød: ”Meningen med menneskelivet, tror jeg, er at skabe, bygge op og være kreativ – det som også i så høj grad kendetegner essensen i det armenske folk”, sagde jeg, ikke rive ned, ikke lave døde systemer, ikke kvæle hjertet og kærligheden eller producere grimme ting i rådden kvalitet, som fx Volgabilen. Men skabe med Vorherre, som skabte, det er, hvad vi må glæde os selv og andre og Vorherre over.

Det mener jeg stadig: meningen med os er at skabe noget: fysisk, kropsligt, mentalt, virtuelt, med eller uden høj uddannelse, med hånden eller med ånden; skabe, hvormed vi bliver eet med jorden og kloden og menneskene, som Sebastião Salgado lægger op til i sin film, The Salt of The Earth. Det vil sige, ikke udnytte eller bemægtige sig verden gennem virksomhed, men finde sin plads og skabe nye synteser, nye synergier, nye symbioser med den eksisterende natur, menneskehed og klode.

Livskriser, fx tab af helbred eller arbejde eller begge dele, kan ryste en, men det kunne det også at være nyuddannet og søge mange jobs inden det lykkedes. Grundlæggende er der ingen forskel, og medicinen er den samme for en 30-årig og for en 60-årig: prøv igen eller find ind i noget andet og find mening i det.

Dermed er jeg også fremme ved spørgsmålet om meningen med livet som midaldrende, og årene mellem efter 55 og før 65 betragter jeg som vadestedet eller trædestenene omkring der, hvor mid-alderen begynder.

images-3
Michael Falk

Vi er forskellige omkring hvad vi skal eller kan eller møder i denne alder i forhold til helbred, arbejdsevne og frem for alt karriere. Disse ting har afgørende betydning for livskvalitet og vores forståelse og oplevelse af livets mening, synes jeg. Livets mening bliver nu mere konkret-kropsligt og meget mindre abstrakt-filosofisk.

Det kan være så uendelig svært at tabe på disse områder, helbred, arbejdsemne og karriere, frygten for at vi taber noget her kan være lammende. Og det er ikke bare udtryk for rigiditet, for måske vælger vi ikke selv, og så er det, synes jeg, et sundhedstegn at gøre modstand mod forandring: det er ikke rigiditet at ville prøve at finde mening i og med et ringere helbred og deraf påvirket arbejdsevnen, eller hvis du mister dit arbejde og ikke længere er forgyldt men grå i andres øjne.

Men måske er netop løsrivelsen fra andres øjne ikke bare en mulighed, den ligger også lige for, hvis vi – så at sige – får øje på det: at vi er blevet meget mere ligeglade med andres mening. Michael Falk brugte en gang i et radiointerview på 24/7 med mod og overbevisning udtrykket om sig selv, ”Jeg er uden for tidsånden!” Jeg syntes, det var SÅ godt sagt. Han mente ikke, han var dum, uopdateret, men hans frygt for andres mening og hans præstationsangst var af samme grund mindre eller til tider ikke eksisterende.

images-2
Jimmy Carter – among The Elders

Jimmi Carter i et interview lagt på Facebook om hans brud med Baptistmenighed, han Sydstaterne havde været en del af det meste af sit liv, har han nu endelig brudt med på grund af deres stadige bibelske argumentation for at kvinder er mindreværdige i forhold til mænd og skyld i syndefaldet. Han har brudt med dem, fordi han ikke kan stå inde for det. Og han lægger ikke skjul på, at hans behov for at sikre vælgere og undgå stor kritisk pressebevågenhed nærmest er lig nul og han derfor sammen med andre, han sidder sammen med i The Elders (et tværreligiøst og tværkulturelt forum for verdensledere opstået på Nelson Mandelas foranledning) kan udnytte dette og gå ud og sige sandheden lige ud og tage konsekvensen af det.

Uden for tidsånden og uden bekymring om vælgere, presseomtale eller jobsamtaler, det er en frisættende mulighed. Og at det en mulighed viser, så vidt jeg kan se, at her er der, nogen, der har masser af mening i livet – initiativet er ikke blevet mindre, men frirummet til at udøve det, er – det er uomgængeligt og fair nok – blevet meget større.

966106-20121012-221102-L
Morten Olsen følger spillet fra sidelinjen

Kvinder og mænd trækker sig tilbage. Nogle har en hobby, mange har familien, frivilligt arbejde og venner og klubber at tage sig af. Nogen – som Falk og Carter taler deres sag og eksponerer deres ting for verden – men nu med langt større frihed og klarhed.

Og det er måske kvintessensen af den gode ”mid-alder”: at det er en alder frem for alt for mod og klarhed. Som at stå på et højere punkt end andre, ikke hævet over andre, men som hjælpetræneren, der kender kampen men nu ikke er midt i den men kan se kampen udefra og komme med tilråb under kampen, og træne og evaluere med spillerne før og efter kampen.

Giver det mening? END

Synergy – symbiosis : what is the difference? / If synergy is two energies, then what is symbiosis?

If synergy is two energies –

Synergy with varied forces
Synergy with varied forces

That both overflow creating a new third energy and both continue to exist; either reduced by the loss of that energy or by the influence of that third new thing; or continuing unchanged without interference from that third thing (which is highly improbable); or continuing to exist in an enriched mode benefitting from that new thing in such a way that a synthesis occurs between the two original energies and the new form of entity sparked by their first moving synergy;

Then what is symbiosis?

Two lives creating a new third life absorb themselves into and making themselves part of that new third life. By choice, or by chance, the two original lives cease to exist in their original form, either giving way to the other and becoming so much part of the other that you cannot clearly distinguish who is who; or the two lives are absorbed by the third life in such a way that they no longer are discernable in their original form:

images
Symbiosis with varied forces

This basically happens in four ways: the first life is absorbed by the second, or the second is absorbed by the first, or it goes either way without any discernible traces as to whose initiative is the driving force; or either of the two pushes the other into its own flow of life in such a way that the latter is the dominant part in that symbiotic life; or the third life equally absorbs the two original lives; or the third life absorbs them in a differentiated way, one or the other being the relatively more discernable; or the third life absorbs the two first lives in such a way that they are no longer discernable.

This symbiotic process occurs following five basic modes: the first or the second life either actively offers itself to the other in the symbiosis; or the first or the second passively lets the other draw it into the common life; or the two lives mutually/simultaneously actively offer themselves to the other pushing towards the third; or the two of them both passively let themselves swallow and unite in the third; or the third actively causes or passively awaits the two former lives to join and become that third life.

Finally, there are three different regimes of governance according to which the relations (between first two lives and the third new life) within that symbiosis may be characterized:

Either, the relationship between the lives in the symbiosis may be characterized as mainly being held together voluntarily, forcibly, or equably; the relationship between the two first lives need not characterized the same ways as does the third life’s relation to the first two; and each of the first two lives need not relate to the third life in an identical manner;

On a temporal level, these governing regimes need not always be the same during the process into and in the state of symbiosis. END

The Salt of the Earth, Sebastião Salgado’s walk through Paradise turned into Hell

If I were to label in one sentence what I saw in the cinema last night it would go like this:

An affectionate and sensitive portrayal of the absolutely most dreadful and the definitively most delightful in this world and this nature that shapes man’s life from birth to death

Tribute to Salgados tribute to Man in Nature
Tribute to Salgados tribute to Man in Nature

I saw Sebastião Salgado’s film The Salt of the Earth last night – that is – I chose to go late afternoon in case there would be too many disturbing pictures.

Was there, then, too much disturbing, ‘explicit’ pain-porn? No, and I tell you why I say so.

I saw (through) the eyes and heard (through) the ears of Sebastião Salgado something that united all these shots depicting human condition in this planet’s nature – from the staggering worst to the staggering

What that something, what that unifying feature was, I cannot render into one word.

Tribute to Salgados tribute to Man in Nature
Tribute to Salgados tribute to Man in Nature

Rather, I’d give my outline of what I saw and try to present the impressions it made on me.

When the film first began, it was like browsing through some of Salgado’s picture books rather than watching a film. In the background Salgado’s laconic, pleasant calm voice would tell what we saw and how and where the picture was taken and things about the persons’ life and situation in the pictures – like an uncle sitting with his nieces and nephews telling about his journey and the wonderful people he met and what their lives was like.

These photo journeys and their connecting stories gently became more and more serious revealing even hunger and death caused by natural catastrophes but mainly by conflicts sending millions of people in all ages on the run into dessert, foreign and even hostile zones and countries. The enormous efforts of Medicines without Borders are much lauded.

With warmth and empathy Salgado is able to capture the sufferings, these human condition as well as human dignity. Salgado pictures real people, individuals, their closest relatives or neighbours from the regions or towns they come from.

Seriously and yet calmly the Voice tells the story about the attitudes of governments and soldiers and about growing anger, hatred and revenge between different people groups.

Tribute to Salgados tribute to Man in Nature
Tribute to Salgados tribute to Man in Nature

Human condition as being of earth and yet almost edging at retuning to the earth is so tangibly told through a gentle voice and pictures gently telling the story of suffering and finally returning to earth. The gentle voices is also calming the stirred emotions when you watch caterpillars shovel and bury hives of bodies thrown on the ground – now thrown into mass graves in the sand.

Sebastião Salgado follows a group of 250.000 refugees – from babies to Methusalem-old women and men– fleeing into a great forest coming out on the other side six months later with only about 40.000 having survived and all rejected by the authorities there. Maybe they returned home but no news was ever heard about them anymore – Salgado suspects that they all died through their sufferings and the rest got killed.

And laconically Salgado confesses how he looses faith in the good in man – after he was sickened deep down in his soul having seen all this man-caused suffering and death and hopelessness.

Tribute to Salgados tribute to Man in Nature
Tribute to Salgados tribute to Man in Nature

Seeing hell swallowing paradise on earth, man being so vehemently violent and vicious, he gives up all ideologically explanation and search for ‘solutions’. He does not condemn any people or structures – following Darwin, he simply sees man as one of the species on earth along with birds, whales, sea lions and gorillas, but man being the indefinitely most violent and vicious of creation, this being so deplorable, because man as the only can see all the beauty in one sight and yet she lays it all in ruins.

Salgado turns his attention back again to nature as being man’s friend – nature’s friend – Paradises friend – nature as opposite to Hell.

One closing remark is, “About half of the nature on Earth is still intact and untouched by man”. And he and his wife Lélia Wanick Salgado plants a new forest at his father’s farm in Brazil, the cradle of himself and his six sisters.

Tribute to Salgados tribute to Man in Nature
Tribute to Salgados tribute to Man in Nature

Is Salgado disillusioned? I do not think so! I skipped the first part of the film – before the African story was told, Salgado begins in his own Latin America – that is, of cause, when he returns with his wife after having spent about a decade in Europe – away from the juntas and the violence that swiped over that country sending landless farmers and workers on the run and suppressing all politically and religiously inspired critique of society and effort to uniting and organizing people in to a stronger civil society.

Here he meets his Indian roots and the wisdom and the conglomerate of Christian belief and original religion understood as living in harmony with earth – knowing that man is coming from earth and is going back to the earth – however, this being actually Paradise. You just need to see it and to live it and to be in it. END

Find de 5 fejl – eller: Jeg har så ondt af Sønderjyderne

Kender du det? Hvilken overskrift skal du sætte over dine skriblerier?

Det korte af det lange er, at jeg fik et vanvittigt flip i toget forleden. Ikke sådan at jeg forulempede nogen, jeg var helt alene i ’puslerummet’ – der hvor der er plads til rygsække, cykler og barnevogne og den slags ting.

Toget var begyndt at humpe af sted – selv en person uden nogen form for fornemmelse af praktik og tekniske ting ville have sagt, om da ikke dette tog fejlede noget og trængte til at få motoren tjekket.

Nå, toget kom som et andet damplokomotiv langsomt op i fart, og af sted gik det så ud over de sønderjyske vidder.

Nu larmede det efterhånden en del mens det kærte halvhurtigt – men igen, alt for meget i forhold til farten. Jeg vil sige: toget havde et meget højt lydniveau, og hvis jeg ikke havde været alene, ville jeg ikke kunne have spurgt nogen om, hvad klokken var, uden at komme så tæt på, at jeg ville kunne gætte mærket på vedkommendes tandpasta.

Og allerede fra begyndelsen – det huskede jeg nu i denne æstetisk dårlige oplevelse – havde den bippende lyd, da dørene skulle lukke, lydt ekstremt højt og irriterende og billigt – som om der i hvert fald ikke havde været ingeniører på til at bestemme, hvilken lyd, der ville være godt for passagererne.

Jeg tog så mit kamera og ville filme rummet, for da jeg så mig omkring i rummet, mens toget lystigt humpede derudaf, opdagede jeg, at dette var et IC4 tog (sic!). Jeg var straks skeptisk, men det tog mig kun 30 sekunder at opdage og lokalisere 5 fejl. De kommer på videoen her, hvor du selv kan se efter. Men den sidste fejl ligger måske på en separat efterfølgende video, for den var så eklatant, at jeg samtidig var ved at bryde sammen af grin – stadig alene i togets ”alrum”.

Jeg har så ondt af Sønderjyderne. De har fået de berygtede IC4 tog, som med nød og næppe kan bruges som regionaltog mellem Gørding og Ribe. Når IC3 togene suser afsted fra modsatte perron tænker man længselsfuldt, at selv om de er over 20 år, så er deres gedigne kvalitet stadig på Mercedes-niveau.

For øvrigt begyndte turen sådan her: Henne ved billetautomaten var den unge mand i gang med at fiske sin billet op fra åbningen, I ved, nederst i skuffen i automaten – som sidder så lavt og med et postkasselåg, så billetten bliver skubbet tilbage, hvor den kom fra, at man næsten skal have en 4-årig med på hver rejse for at nå en position, hvor man kan få sin hånd ned og op for at få sin billet. Nå, den unge mand kiggede så på sin billet og sagde sarkastisk: ”27 kroner for at køre til Gørding fra Bramming!” Jeg havde netop fået min billet fisket op et stykke tid forinden, så da jeg fangede hans sarkastiske tonefald, fløj det ud af mig: ”Så skulle du tage til Ribe, det koster kun 42.” Vi stod et øjeblik, og uden ord oplevede vi at bære vore genvordigheder sammen med en åndsbeslægtet.

The Path of Functional Modernity – and Back Leaned Fellowship of Globalization

Arriving at magnificent Armenia new Swartnots Airport was the first of many proofs that Armenia since the 90’ties has ventured down the path of functional modernity as well as joined back leaned fellowship of globalization: if it wasn’t for the Armenian language itself, I would hardly have been in a state of telling you if this was Holland or Spain – or Armenia.

Pros & Cons – Or Has the Definition of These Terms Outlived Itself?

When I arrived in Armenia the first time some 20 years ago, travellers were obliged to count all of their cash and finger rings and produce this on a hopelessly infinitesimal sheet of paper to the authorities who would then, as you left the country, compare the new list with the first one in order to ‘count’ how much money you might have spent and how much silver and gold you might have sold or purchased. Depending, whether  the difference was positive or negative, these counts would eventually make authorities confront you with demands to document and pay a fee for your income, or oppositely, demands that you pay fees for the goods you were about to take out of that country. The same was the case in Shermetyevo in Moscow and in any other place in Russia. It is all over now, Baby!

The passage of  passengers from plane through passport control and luggage pickup to actually standing under the blue sky went staggeringly easy this time. And with this – at least to me – new Airport equipped with luggage carts and discrete porters with whom you did not have to negotiate if you did or did not need their assistance – the gates to the path to and from modernity lay open before your feet. All this was only confirmed during the sight of modern cars and taxis and city passing before your eyes during the drive from the Airport to the hotel in Yerevan City – Armenia felt perfectly easy and updated and modern.

Of cause: who do I define modern here?

Do I take it the ‘American Way’? Or do I take it the ’British Way’? Or do I just take any loss of independent Armenian and Ex-Soviet identity in favor of any ‘Western Way’ of doing things after Berlin 1989 and New York 9/11: any gain of relativism following postmodernism? postmodern pride in the open, politically mature civic society? democracy and freedom to express yourself? earning your own money and entrepreneuring your own company within any field you may wish for? the end of oligarchs, cartels and bribery? the burn-down of dead representative democracy in favor of democracy  down up?

The more I try to define modern here, the more it seems to me that

a) modern is something that does not really exist anymore on the western side of line previously demarcated by the Iron Curtain;

b) the ideas of freedom, free trade, independent culture, pride and strength to survive – is not really something invented by any ‘western’ world; human history and human culture prove things to be so complex that it definitively compels any author or inventor of anything of significance to human kind to share his/her authorship and inventive spirit with mankind itself – just as did the Pharaohs and the Incas, the Babylonians and Ninevehians; and like Mozart, Kant, Nietzsche and Carl Marx all did so unselfishnessly!

c) the entry of these ‘eastern’ pre-modern societies into modernity actually occurred when modernity lost its virginity to das hinter-moderne, that is to say, when ‘ideologies’ by Berlin 1989 were viewed as now being replaced by ‘modern western society’. At that very moment modern society in the West ceased its existence and was swallowed by, or impregnated by the ejaculates of, das hinter-moderne!

Into which cavity and womb was it that these seeds were inseminated? Humankind herself: man had lost his/her faith in ideologies and in western societies – s/he had come all the way from Descartes and Immanuel Kant searching for self assurance  – only to see modernity crumble – which is why she gave up believing in faith, hoping for hope and searching for a love more than a quantum leap away from her own self.

So, if you travel to Yerevan and back again, you travel from modernity past early modernity and back to past das hinter-moderne.

Or, to put it with someone, who crisscrossed that line of demarcation before the line between modern and hinter-moderne was ever detected. Yes, it is Bob Dylan that I have in mind,

Once upon a time you dressed so fine
You threw the bums a dime in your prime, didn’t you?
People’d call, say, “Beware doll, you’re bound to fall”
You thought they were all kiddin’ you
You used to laugh about
Everybody that was hangin’ out
Now you don’t talk so loud
Now you don’t seem so proud
About having to be scrounging for your next meal

How does it feel
How does it feel
To be without a home
Like a complete unknown
Like a rolling stone?

Read more: http://www.bobdylan.com/us/songs/girl-north-country…

NBNBNB The *You* here is western modernity – it never made it as the smartest thing in the world and when it almost did. the balloon burst and it lost faith in itself.

The Aeroflot Airbus A321 over Ararat – Official trip to Armenia

Ararat Proper
Mount Ararat – Armenia Proper

The Aeroflot Airbus A321 glides over the Caucasian mountain Range and past the Mt. Ararat and lands on the Armenian Soil – close to where Noah came down from the Ark and planted himself a Vineyard and got so drunk that his sons blushed.

Here I was almost staggering and nearly kissed the ground held back – as it were – by ordinary human etiquette: for the first time in 11 years I was grounded on the surface of Armenia.

IMG_8798
Armenia Global Forum, Yerevan 22 April 2015

On the way from Moscow I sat beside an Armenian gentleman who lived in Russia. We chatted, and I rehearsed my Armenian – I was a bit embarrassed, though, because my Armenian is a bit elaborate, yet laconic and this gentleman spoke a rather family-and-friend-Armenian. Fortunately, during our conversation he learned that I wasn’t playing classy – it was just my previous occupation and my circles as a professor in New Testament Theology at the Armenian Church’s Pastoral Seminary in Holy Etchmiadzin that had shaped my language.

IMG_8803
Armenia Global Forum, Yerevan 22 April 2015

Never again we met – he attending the Global Forum as a local church council member in an Armenian Parish near Moscow, and I invited by Holy Etchmiadzin taking part in the Church’s Ecclesiastic program – all in connection with the national and global Armenian commemoration of the Armenian Genocide sparked and ignited in Istanbul on 24 April 1915.

Magnificent young students received us in the new Swartnots Airport – the first of many proofs that Armenia since the 90’ties has ventured down the path of functional modernity as well as back leaned fellowship of globalization: if not for the Armenian language itself, I could hardly tell if I was in Holland, Spain – or Armenia.

IMG_8795
Holy Etschmiadzin Ecclesiatical Program Armenia Global Forum – 22-25 April 2015
IMG_8794
Armenia Global Forum 22-25 April 2015 Participant Tag

The students were enormously hospitable and friendly – I was told that 500 of them volunteered in this huge national, international and ecclesiastical program for politicians, church leaders as well as scientist and researchers within the field of genocide, conflict at reconciliation – of whom I had the chance to meet and converse quite a few.
Pictures were taken right at the spot; my name was in the list, and within instances my card with name, photo and title was produced supposed to hang round one’s neck throughout the program.
I reached my hotel and was able to have some sleep after having admired the high class and the service of the Hotel: I needed a shower in the huge salle de bain and a brandy from the minibar before I went to bed. I never experienced Armenia from this side before. This time it was a real honeymoon with my first lover after a long period of engagement.

My Armenia – Armenian Genocide Recognized

Jeg var i armenien 22. – 29. april, og jeg vil skrive om det i et par essays her på WordPress.

Det var Øverste Patriark for alle Armeniere, Katolikos Karekin II, der havde inviteret mig med til denne mægtige markering af 100 året for indledningen af Ungtyrkernes systematiske folkemord på de ca. armenske 3 mio armeniere spredt ud over især den lilleasiatiske del af det mægtige Osmannerrige. 

Den sydøstlige 1/4 af det nuværende Tyrkiet var i den grad præget af armensk kultur, historie, handel og økonomi. Også andre store byer på kanten af eller uden for det område, Kaisery, Sivas og Istanbul var stærkt præget af armensk virksomhed og økonomi. Cirka 1,5 1 millioner armeniere omkom. 

Næsten lige så mange flygtede væk eller konverterede, og mange børn, drenge og piger blev indfanget og tyrkisk opdraget og fremmedgjort fuldstændig for deres ophav. Dermed blev der indtil i dag kun ca. 50.000-70.000 ‘bekendende’ armeniere i det moderne tyrkiet, selv om tallet naturligvis er betydelig større. 

Se herom en super spændende og ny ting på BBC af Jane Petrossian. Jeg skal senere indsætte link til klippet. Men søg det selv på bbb.co.uk. Klippet blev vist den 24. eller 25. april på BBC World Service.
Op mod 1.5 mio. armeniere blev myrdet via systematiske deportationer, og hele verden var vidne til det, og mange lande iværksatte nødhjælpsaktioner. Ambassader og diplomater vidste, hvad der foregik, men det skete jo under 1. verdenskrig, og det stod ikke klart, hvad der overhovedet ville blive af det tyrkiske rige allieret med Tyskland under krigen. 

Efter Lousanne traktaten opstod i 1923 af resterne af imperiet som det moderne Tyrkiet under Atatürk. Men kun med verdenssamfundets tilladelse. Først måske efter 1930 begynder det, som Matthias Bjørnlund har kald det armenske folkemords ‘benægtelseshistorie’. Men alverdens aviser er fulde af vidnesbyrd, rapporter og tal, så der er ingen vej udenom.

I dag har et stort antal lande udtalt deres støtte til Armenien ved offentligt at tilslutte sig erklæringer om det begivenhederne som et folkemord mod det armenske folk udført af det ungtyrkiske Osmanniske rige. Under henvisning til at historikere og ikke politikere skal forholde sig til diskussioner om fup og fakta om fx det armenske folkemord argumenter Danmark og Norge officelt for, hvorfor disse stater ingen holdning har til spørgsmålet.

Hvis det spørgsmålet gjaldt diskussioner om Nazismens ideologi eller Holocaust har de samme nordiske stater en klar holdning: det er forbudt at mene, at Hitler og Nazismen er godt eller at benægte Holocaust, eller for den sags skyld fænomenerne Sovjetunionen, DDR log retsopgøret i Danmark efter befrielsen. 

Det er ok, men det skal bare gælde alle andre tilfælde også. For politik lever så sandelig også med et historisk perspektiv i sig. Men pragmatikken sejrer her, og mit bud er et hensyn til Tyrkiet, som har været central i Nato siden dets begyndelse. Og fredslutningen efter 1. verdenskrig, hvor Tyrkiet fik skåret nosserne af, til gengæld lod man den kastrerede tyr være i fred.

Masser af tyrkisk litteratur og forskning beskæftiger sig med det armenske folkemord. Se blot her nogle titler her af Taner Akçams bog fra 2009 (frit oversat fra armensk: “Yngtyrkernes forbrydelser mod menneskeheden”), som blev udgivet som THE Reference book i forbindelse med 100 året for det armenske folkemord.

The Young Turks’ Crime against Humanity:
The Armenian Genocide and Ethnic Cleansing in the Ottoman Empire
Taner Akçam

Co-Winner of the 2013 Albert Hourani Book Award, Middle East Studies
One of ForeignAffairs.com‘s Best Books on the Middle East for 2012

Paperback | 2013 | $24.95/ £16.95 | ISBN: 9780691159560
Hardcover | 2012 | $42.00/ £28.95 | ISBN: 9780691153339
528 pp. | 6 x 9 | 5 halftones. 3 tables. 5 maps. | SHOPPING CART

eBook | ISBN: 9781400841844 |

Se også Apple iBooks – Apple iBooks and Amazon Kindle Store

Tyrkisk litteratur om folkemordet 01
Tyrkisk litteratur om folkemordet 01
Tyrkisk litteratur om folkemordet 02
Tyrkisk litteratur om folkemordet 02
Tyrkisk litteratur om folkemordet 03
Tyrkisk litteratur om folkemordet 03
Tyrkisk litteratur om folkemordet 04
Tyrkisk litteratur om folkemordet 04
Tyrkisk litteratur om folkemordet 05
Tyrkisk litteratur om folkemordet 05
Tyrkisk litteratur om folkemordet 06
Tyrkisk litteratur om folkemordet 06
Mere senere …

(Foreløbig vil jeg her henvise til at begynde at læse mere herom hos fx Matthias Bjørnlund, Helle Schøler Kjær, Aage Benendictsen (omkring 1925), Karen Jeppe, Maria Jacobsen og Fridjof Nansen (de sidste tre meget tidligt i dette århundrede). Se også Klein . 

Læs især det mest aktuelle lige nu på på Global Forum (Armenien) via dette sikrede link, http://armeniangenocide100.org/en/երևանում-ընդդեմ-ցեղասպանության-հանց-2-2. Siden er sikret, fordi tyrkiske entusiaster og statslige organer stadig med vold og magt ønsker sagen lukket ned.